Denne artikel beskriver nogle af de ømme punkter” i de valgte løsninger m.v. som er gennemført af Ålsgårde Kystsikringslag.
Forhåbentlig vil Lagets bestyrelse begynde at høre efter hvad myndigheder og eksperter anbefaler, så medlemmerne får ”value for Money.”
Det vil være en rigtig god idé, at alle synspunkter bliver fremlagt sagligt og neutralt overfor medlemmerne.
For at det lykkes at forbedre kysterne skal det offentlige også deltage, hvilket da også i øjeblikket er under overvejelse.
Louis Zwicky
Private bruger millioner på kystsikring, der flytter problemet til naboen
Lokale løsninger med høfder og stenflak på korte kyststrækninger gør ofte erosionen værre andre steder. Eksperter efterlyser central indsats.
Af Birgitte Marfelt 3. okt 2014
Mange års laden stå til og diskussion af, hvem der har aben, har ført til, at meget af Danmarks 7.300 kilometer kystlinje er eroderet.
Et af hovedproblemerne er, at kystbeskyttelsen har været overladt til den enkelte lodsejer og frivillige kystlav, siden amterne blev nedlagt for otte år siden. Men lokale lappeløsninger med blandt andet høfder og stenflak ud for enkelte korte kyststrækninger kan være værre end ingenting, advarer Lars Lønstrup Nicolaisen, Vice President for vandbygning og fundering hos Cowi:
»Når et kystlav kystsikrer ét sted, får det ofte negative konsekvenser nedenstrøms. Her bliver man nødt til at reagere på, hvad andre kystsikringslav har kastet sig ud i for at undgå en større erosion,« siger han og peger blandt andet på Nordsjællands kyst som en af dem, der er eroderet trods lokale indsatser.
»Problemerne bliver flyttet, og man ender med en samlet dyrere og dårligere løsning,« siger Lars Lønstrup Nicolaisen.
Én løsning er sandfodring som på den jyske vestkyst, der modsat resten af landet får hjælp fra Kystdirektoratet, som årligt pumper 3.000.000 kubikmeter sand på.
»Sandfodring er ikke noget, den enkelte grundejer eller de mange kystlav kan gribe an,« påpeger Ole Juul Jensen, teknisk direktør i Cowi, der har rådgivet på flere kystsikringsprojekter efter stormen Bodil i december 2013:
»Kystdirektoratet foreslår kystlavene at lave overordnede projekter omkring sandfodring, men lavene er for små til at kunne påtage sig den svære opgave,« siger han og fastslår, at der f.eks. på Sjællands nordkyst skal kystsikres mindst 10-15 kilometer, før det batter.
For stor en opgave for grundejerne
Også arkitekt Dan Hasløv, medejer af Hasløv & Kjærsgaard Byplankonsulenter, oplever, at det nu for alvor er gået op for grundejerne, at opgaven overstiger deres kræfter:
»Bodils fortælling om, at klimaændringer sandsynligvis påvirker voldsommere end nogensinde før, har ført til et holdningsskift hos grundejerne,« siger Dan Hasløv.
Derfor bør ansvaret i en revideret kystsikringslov fordeles bedre, så opgaven ikke bare er grundejernes, men også kommunernes og statens. Og det er en opfordring, der også lyder fra chefingeniør hos rådgivnings- og forskningsvirksomheden DHI Karsten Mangor:
»Den stigende middelvandstand og stormflodsvandstand øger presset på kysterne. Det bliver en for voldsom opgave for den enkelte grundejer at forhindre den ekstra erosion og øgede risko for oversvømmelse, som jo ikke er grundejernes skyld,« forklarer Karsten Mangor.
I Kystdirektoratet påpeger kystteknisk chef Per Sørensen, at loven i dag tilbyder værktøjer, så både grundejere og kommuner kan kystsikre længere strækninger. Men der mangler incitament:
»Der er et dilemma mellem dem, der beskyttes, og dem, der skal betale uden at få gevinsten,« siger han.
Miljøministeren har lovet at undersøge, hvilke kyster der har det største behov for offentlig bistand.